Tjen penge til foreningen hos Loppehuset

Kort om Loppehuset

Loppehuset er over 1000 m2 store haller fyldt op med masser af loppefund. Som medlem af Foreningen Loppehuset kan din forening overtage loppehuset i 3 uger og tjene penge til foreningskassen .
Det at sælge brugte ting for at tjene penge til foreningen må siges at være en klimarigtig aktivitet. Det er også hårdt arbejde, og kræver opbakning fra medlemmer, men de fleste som har prøvet det, vil sige at det også skaber samarbejde og holdånd.
I vil kunne tjene mellem 70.000 og 130.000 kr. på en 3 ugers periode afhængig af hvor meget I reklamerer, hvor mange I er og hvad I får ind af lopper.

Vil du vide mere, så finder du alt du har brug for at vide her

Kender du Loppehuset?
Loppehuset ligger i Højbjerg og er nogle store haller på over 1000 m2, hvor medlemsforeningerne holder loppemarked. Der samles lopper ind hver dag på Viby Genbrugsstation og en gang om ugen holdes der loppemarked. Loppehuset er over 1.000 m2 stort og består af 2 haller. Huset er opdelt i følgende afdelinger: Møbler, Lamper, Hus og Have, Billeder, Elektronik, Bøger, Legetøj, Tøj/sko, Køkkenting, Nips og til sidst Antik

Hvem kan få lov til at holde loppemarked i Loppehuset?
Foreninger med hjemsted i Aarhus Kommune, der enten har til formål at støtte børne– og ungdomsarbejde i Aarhus Kommune, humanitært arbejde og/eller frivilligt socialt arbejde. Foreningen kan også have folkeoplysende formål som fx. idrætsforeninger eller spejdergrupper.

Hvem kan blive medlem?
De skal have hjemsted i Aarhus Kommune
De skal være registeret med et CVR nr.
De skal være godkendt som folkeoplysende forening med gældende vedtægter.
De skal have til formål at støtte børne– og ungdomsarbejde eller støtte humanitært arbejde. De skal være medlem af `Foreningen Loppehuset` som koster 300 kr. pr. år.

Hvad får man ud af et medlemskab?
Et medlemskab af Foreningen Loppehuset giver foreningen ret til at afholde loppemarked i Loppehuset. Huset går på skift mellem medlemsforeningerne,og man søger hvert år i september/oktober. Der er ikke garanti for at man kan få et loppemarked hvert år, men som regel kan man. En loppeperiode varer 3 sammenhængende uger, hvor man samler ind, rydder op og sælger.

Sådan foregår det, når en forening har Loppehuset i 3 uger:

• Afhentning af genbrugsting
I de 3 uger man har Loppehuset, skal man afhente ting og møbler på Viby Genbrugsstation. Her har Loppehuset et overdækket område, hvor borgere kan sætte ting og møbler, som er for gode til at blive smidt ud. . Der kommer mange ting ind til Loppehuset på genbrugsstationen. I hverdagene skal man forvente at hente 1 gang om dagen, nogle gange gerne mere, mens man på lørdage, søndage og helligdage skal forvente at hente 2 gange om dagen. Afhentning foregår med bil og trailer

• Sortering og klargøring til salg
I løbet af de 3 uger skal man have sorteret og sat alle tingene på plads, De fleste foreninger afholder såkaldte sorteringsdage 2-3 dage om ugen og hver gang i 3-4 timer

• Salg
Man bestemmer som forening selv, hvornår man ønsker at holde åbnet. De fleste foreninger sælger lørdag eller søndag fra kl. 11-14. Det forventes at blive vedtaget at alle foreninger sælger om søndagen fra årsskiftet 2024/2025..De fleste foreninger har 3 salgsdage, typisk med en uges mellem.

Pga. Loppehusets størrelse skal man til salgsdagene som minimum være 20 sælgere/hjælpere og gerne over 30 personer. Der kommer ofte rigtig mange kunder, og der er mange opgaver.

Salget forgår ved, at folk finder en ting de vil købe og straks betaler i den pågældende afdeling. Man skal således have sælgere stående i alle afdelingerne i Loppehuset. Man skriver typisk ikke prisen på varerne, da ideen med et loppemarked er at man kan prutte om prisen. Enkelte varer kan dog godt være prissat.

Hvad kan foreningerne tjene/sælge for?
Det er meget forskelligt, hvor meget foreningerne sælger for. Men som tommelfingerregel giver en loppeperiode på 3 uger et salg på mellem 70.000 – og 130.000 kr. Resultatet afhænger af foreningen, hvor gode varer man har fået ind, hvor meget markedsføring man laver, samt hvor mange ressourcer man kan ligge i Loppehuset.

Der er selvfølgelig også nogle omkostninger ved at afholde Loppemarked i Huset. Man betaler
7.000 kr. i leje/forbrug for en 3 uger periode, dertil kommer diverse omkostninger til kørsel, markedsføring forplejning mv.

Vil du være medlem af loppehuset?
Kontakt bestyrelsen og hør mere om et medlemskab. Har I besluttet jer for at blive medlem skriver I til bestyrelsen. Når I er blevet medlem kan I få gode råd til organisering og markedsføring fra andre foreninger som har erfaring.

Hvor finder I Loppehuset?
Loppehuset Aarhus Søren Nymarks Vej 6L 8270 Højbjerg

 

Kontakt

Vil du vide mere, så tag kontakt til Loppehusets bestyrelse
Se mere på www.loppehuset.dk