Tjekliste til sæsonstart i din forening
– brug den før I går på sommerferie!

  • Aftal bemandingen af frivillige til foreningens aktiviteter i efteråret
    Det er sjovere at komme tilbage efter sommerferien som frivillig, hvis man allerede ved, at man har en opgave i fællesskab med andre frivillige i den nye sæson. Overvej også inden sommer om der er nogen I jeres netværk, der flytter til Aarhus for at læse, kommer hjem fra efterskole eller en rejse – og spørg dem om de har lyst til at være frivillige hos jer. Har I brug for inspiration til at rekruttere flere frivillige så tag et kig på: https://frivillighed.dk/guides/saadan-rekrutterer-i-nye-frivillige


  • Inviter unge der flytter til byen for at studere med i fællesskabet
    D. 29.-31. august kan I deltage på studiestartsmessen på universitet ved at låne ÅUFs stand et par timer. Her har I chancen for at invitere nye (og gamle) studerende med i jeres foreningsfællesskab. Læs mere her: https://www.facebook.com/events/1367142820379452


  • Opdater navne og kontaktinfo på hjemmesiden og på sociale medier
    Hvis der sker udskiftning i bestyrelsen eller blandt aktivitetsledere over sommeren, så sørg for at kontaktinfo er opdateret inden I går på sommerferie, så det er nemt for nye frivillige og medlemmer at få kontakt til foreningen.


  • Lav en plan for sæsonstart og kommunikér det ud inden sommer.
    Ingen må være i tvivl om, hvornår I starter den nye sæson! Det skal stå på jeres hjemmeside, facebookside, og på steder hvor I er synlige lokalt. Måske giver det mening at hænge et opslag op ved jeres lokaler med info om opstarten. Skriv også gerne hvornår jeres forskellige aktiviteter kommer til at foregå i efteråret. Fx hvilken ugedag I har fast møde eller hvilke events I allerede har fastlagt. Så er der noget at se frem til for dem der kommer hjem fra sommerens store events.


  • Brug lokale medier til at fortælle om sæsonstarten
    Overvej om der er lokale medier, I kan bruge til at fortælle jeres målgruppe om sæsonstart. De gratis aviser, Lokalavisen og Aarhus Onsdag, når ud til mange husstande. Men det kan også være et sogneblad, eller en online landsbyportal. Aftal hvem I foreningsledelsen, der står for at kommunikere internt og eksternt om sæsonstarten efter sommerferien. I kan hente en skabelon til en pressemeddelelse her.


  • Fortæl om efterårets begivenhed(er)
    Skal I på en weekendtur i efteråret? Eller holde en debataften med en spændende personlighed? Så gør opmærksom på det inden sommerferien, så alle i foreningen har noget at se frem til i efterårssæsonen. I kan også holde øje med ÅUFs Frivilligakademi, som kommer til at løbe af stablen efter efterårsferien med fokus på grøn bæredygtighed i foreningerne. Følg med på vores facebookside, hvor vi annoncerer dato og program i løbet af sommeren: https://www.facebook.com/aarhusungdommensfaellesraad


  • Meld jer til at deltage på et kursus sammen i efteråret
    Hvis I allerede nu aftaler, at I skal deltage i et kursus sammen i efteråret, så er der noget at se frem til. Igennem samarbejdet Aarhus i Forening kan I deltage på en række gratis kurser. I kan fx blive skarpe på fundraising sammen, eller lære om hvordan I holder bedre online møder. Find alle efterårets kurser her: https://aarhusiforening.dk/kommende-kurser/


  • Indhent børneattester
    Når bemandingen er på plads for efteråret så sørg for at indhente børneattester på nye frivillige i foreningen. Husk at fortælle til nye frivillige når I anmoder om børneattesten hos politiet. Den frivillige får besked fra rigspolitiet, og kan blive unødigt bekymret, hvis de ikke ved at det handler om børneattesten. Børneattesten bestilles her: https://politi.dk/straffeattest/bestil-boerneattest


  • Få råd og vejledning hos Århus Ungdommens Fællesråd
    I er altid velkomne til at kontakte ÅUFs sekretariat for råd og vejledning. Kontakt aauf@aauf.dk eller 29 87 89 11.